02. april 2025

|

Pressemeddelelse

Sønderborg Kommune renoverer og bygger legepladser i Sønderborg og Nordborg

Sønderborg Kommune har i budgettet for 2025 prioriteret en forbedring af de offentlige legepladser. Det betyder, at der i år kommer en ny multibane i Østerlundparken i Nordborg, en legeplads på Bjerggade i Sønderborg By, samt at legepladsen En God Omvej ved Nørrekobbel i Sønderborg opgraderes

Sønderborg Kommune renoverer og bygger legepladser i Sønderborg og Nordborg
Af: Sønderborg Kommune | Foto: Sønderborg Kommune

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Sidste år blev Sønderborg Kommunes 26 offentlige legepladser gennemgået, og fejl og mangler blev udbedret.

Nu går arbejdet i gang med to nye legepladser i Nordborg og Sønderborg samt renovering af en legeplads i Sønderborg.

Vi prioriterede i budgetforliget sidste år, at der skulle gøres noget ved vores kommunale legepladser. Og det glæder mig, at vi nu kan tage fat i arbejdet og forbedre vores rekreative rum i hele kommunen. Med de nye legepladser skaber vi gode bymiljøer og rum til leg, bevægelse og samvær, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

I Sønderborg Kommunes budgetaftale for 2025-2028 er der i år afsat 1 mio. kr. til renovering af offentlige legepladser, og de er fordelt således:

  • Ny legeplads på Bjerggade i Sønderborg By. Legepladsen blev nedlagt i 2023, da den var nedslidt. Nu opføres en legeborg og diverse legeredskaber.

  • Legepladsen En God Omvej ved Nørrekobbel udvides. Legepladsen får en dobbelt svævebane, gynge og trampolin. I området anlægges der også nye grusstier, eksisterende stier renoveres, og der etableres en bålplads.

  • Flytning af og reparation af trampoliner på Sundgade i Sønderborg.

Indenfor de faste driftsmidler:

  • Ny multibane i Østerlundparken i Nordborg. På banen kan der spilles flere boldsportsgrene som fodbold, håndbold og basket.

  • Det er vigtigt, at vi har attraktive byrum og grønne områder for børn, unge og børnefamilier i hele kommunen. Også byernes besøgende får glæde af de nye legepladser. Derfor har vi sat denne plan i gang, så vi kan få udbygget og renoveret vores legepladser på tværs af hele kommunen og får skabt et endnu mere attraktivt sted at bo og leve, siger Kristian Beuschau, der er næstformand i Teknik-, By- og Boligudvalget.

Arbejdet med legepladserne begynder i løbet af foråret og fortsætter hen over sommeren.

Ud over kommunens 26 offentlige legepladser i parker og grønne områder, er folkeskolernes legepladser også offentligt tilgængelige.

Legepladser på vej

Byrådet har årligt afsat 1 mio. kr. ekstra til vedligeholdelse af kommunale legepladser. Derudover samarbejder Sønderborg Kommune med Fabrikant Mads Clausens Fond om flere legepladser og attraktive byrum i Sønderborg Kommune.

Første resultat af samarbejdet er en legeplads ved Multikulturhuset på Sønderborg Havn, som der blev taget første spadestik til sidste uge.

Event Information